Socialt ansvar og inklusion
Mange vil mene, at vi lever i et samfund i dag, hvor vi er blevet bedre til at håndtere sociale udfordringer end tidligere. Det betyder dog ikke, at vi er kommet i mål endnu. Derfor kæmper jeg for…
At færre mennesker ender i hjemløshed. Selvom vi har et sikkerhedsnet til at gribe os i Danmark, når vi kommer på afveje, findes der stadig mennesker, der ender i hjemløshed. De har nemlig ikke ressourcerne til at komme på rette spor. Det er en vigtig dagsorden, som jeg arbejder for at løse.
At give bedre støtte til handicappede og psykisk syge. Vi har et samfund, hvor en del af vores borgere bliver hægtet af, fordi de har kognitive eller fysiske udfordringer, der giver dem dårligere betingelser for at indgå som borgere i samfundet. Det kan fx være kørestolsbrugere i det offentlige eller udviklingshæmmede, der har vanskeligt ved at stemme til valg. Vi skal hjælpe disse mennesker til at få samme mulighed for at indgå i samfundet.
At skabe større mangfoldighed på arbejdsmarkedet. I de seneste år har vi snakket om, at vi skal sikre, at vores arbejdsudbud fortsat er tilstrækkeligt. Det er en vigtig dagsorden, som vil forblive en vigtig. For at løse nogle af vores udfordringer med arbejdsudbud, skal vi derfor også være bedre til at sikre større mangfoldighed på vores arbejdspladser, så det bliver nemmere for alle borgere uanset social baggrund at besidde enhver stilling, borgeren er kvalificeret til at bestride.
Styrkelse af erhvervsuddannelser
Vores erhvervsuddannelser skal være attraktive, så flere vælger dem i fremtiden. Det har vi hårdt brug for! Vi har heldigvis investeret massivt i erhvervsskolerne, og de penge skal bruges klogt. Derfor arbejder jeg for…
At skabe sociale studiemiljøer. Jeg ser det som en forudsætning for et godt uddannelsesforløb, at der er positive sociale rammer på skolerne, så erhvervsskolerne ikke bliver valgt fra, fordi det sociale halter efter.
At skabe bedre vejledning og karriererådgivning på erhvervsskolerne. Vi skal sikre, at eleverne får de nødvendige hjælpemidler for, at de får et godt uddannelsesforløb. Med min egen erfaring som ordblind ved jeg, hvor vigtigt det er.
At opbygge et tættere samarbejde med industrien, så flere elever på erhvervsuddannelser får en praktikplads. På den måde sikrer vi erhvervsuddannelser, der uddanner faglærte til den virkelighed, de skal ud i. Sammen med virksomhederne arbejder jeg derfor også for elevpladsgaranti. Når jeg er ude at snakke med de studerende på erhvervsskolerne er en af deres største bekymringer ved deres uddannelse nemlig at få en praktikplads.
Lighed i sundhed
Vi har kendt til, at der er ulighed i vores sundhed i lang tid. Faktorer som køn, uddannelse og indkomst er afgørende for, om man lever længere eller kortere tid end gennemsnittet. Derfor skal vi arbejde for mere lighed i vores sundhed ved:
Styrkelse af vores psykiatri, der er presset i disse år. Problemet med vores psykiatri er komplekst, og der findes ikke én løsning på hele problemet. Vi skal prioritere at udrede de mest sårbare for psykiatriske diagnoser og levere en tidligere indsats for de unge, der kan hjælpes bedre, inden det når så vidt, at de skal have stillet en diagnose.
Vi skal derudover give et større medansvar til medarbejderne i sundhedsvæsenet, så de får bedre mulighed for at disponere deres tid og træffe kloge beslutninger. Vi skal komme unødigt bureaukrati som registrering til livs, så der er mere tid til den nære velfærd.
Endelig har vi behov for mere viden om kvindesygdomme og overgangsalder. Overgangsalderen og kvindesygdomme som endometriose har nemlig stor betydning for kvinders livskvalitet. Derudover er begge dele dyre for samfundet. Alene endometriose anslås at koste samfundet 9 mia. kr. om året, hvoraf ⅔ skyldes tabt arbejdsfortjeneste, mens overgangsalder hos kvinder estimeres at koste samfundet 4 mia. kr. årligt i tabt arbejdsfortjeneste.
Plads til naturen
Vores naturs tilstand er ikke god nok. Derfor arbejder jeg for…
At sikre et sundt og rent vandmiljø, hvilket kræver, at vi stiller krav, at naturen kan være til på naturens præmisser. Der har været politisk fokus på vores fjordes iltsvind i de seneste år, og vi skal stille større krav til landbrugets udledninger af gylle, da landbruget står for det meste af kvælstofudledningen til havet.
At vi har rent drikkevand i fremtiden ved at mindske vores pesticidforbrug, bruge mindre plastik og genanvende mere i det omfang, det er muligt.
At skabe bedre betingelser for at bygge grønne boliger. Byggebranchen er en stor udleder af drivhusgasser, så det giver mening at fokusere på, hvordan vi fremstiller nye boliger. Vi skal trods alt have et sted at bo.